Implantat til tand
Erstatning af mistede tænder med et implantat er i dag en almindelig anerkendt behandlingsmulighed. I princippet kan næsten alle få foretaget implantatbehandling. Der kan dog være forskellige forhold hos den enkelte, der gør, at en implantatbehandling ikke er velegnet.
En grundig undersøgelse kan afgøre, om et implantat er den rette behandling for dig.
Du skal vide, at tobaksrygning øger risikoen for, at dels implantater ikke vokser fast, og dels at dit implantat senere falder ud.
Hvad er et implantat til tænder?
Et implantat er en kunstig tandrod, som din tandlæge sætter fast i kæbeknoglen. Implantatet er fremstillet af titanium, som er et metal med den egenskab, at det kan vokse fast i kæben.
Implantatet, der har form som en skrue, er normalt 3-5 mm tykt og 8-16 mm langt. Denne titaniumskrue sættes i kæbeknoglen. Implantatet vokser i løbet af nogle måneder sammen med knoglen og sidder derefter fast.
Er et implantat noget for dig?
Unge som gamle kan behandles med et implantat. Selv om behandlingen er omfattende og tidskrævende, kan et implantat være en fordelagtig behandling. Det involverer nemlig ikke andre tænder i munden.
Løsninger, der før berørte nabotænderne, kan nu udføres mere skånsomt med implantater.
Implantat, hvis enkelte tænder mangler
De to implantater, der skal være med til at erstatte de manglende tænder, er sat på plads.
De to porcelænskroner er cementeret fast på implantaterne. Tandrækken er nu intakt, og det pæne smil er genoprettet.
Implantat hvis flere tænder mangler
Der kan isættes to eller flere implantater. Disse fungerer som bropiller i en fastsiddende implantatbro.
Implantat hvis alle tænder mangler
Det er også muligt at skrue en bro med 8-10 tænder fast på 4-6 implantater. Det vil fungere som dine egne fastsiddende tænder.
Man kan endvidere forsyne en eksisterende helprotese med tryklåse, der låser sig fast på 2-4 implantater i kæben.
Sådan foregår en implantatbehandling traditionelt:
- Først skal der tages røntgenbilleder.
- Så skal der tages aftryk til fremstilling af gipsmodeller af dit tandsæt.
- Derefter bliver implantatet opereret ind. Tandlægen lægger et snit i tandkødet og borer gennem denne åbning et lille hul i kæbeknoglen (se tegning 2).
Implantatet skrues derpå ind i hullet, og tandkødet sys sammen hen over implantatet (se tegning 3).
Der er som regel kun få og små gener efter operationen, som foregår i lokalbedøvelse under sterile forhold. - I de fleste tilfælde vil man nu lade implantatet være i fred i 2-3 måneder, så kæbeknoglen og implantatet kan vokse sammen. Du skal til regelmæssig kontrol hos din tandlæge i denne periode.
- Derefter åbner tandlægen ind til implantatet igen. I lokalbedøvelse frilægges toppen af implantatet, og der påskrues små forlængerstykker, som stikker ud gennem tandkødet (se tegning 3).
- Der tages nu aftryk til den krone eller bro, som skal genskabe den tabte tyggefunktion og det pæne smil. Kronen eller broen cementeres fast på forlængerstykkerne, hvormed implantatbehandlingen er afsluttet (se tegning 4).
- Du skal nu have en grundig instruktion i, hvordan du holder de erstattede tænder rene. God mundhygiejne er en forudsætning for et holdbart resultat.
Efter behandling med implantat
Efter at implantatbehandlingen er afsluttet, bør du fremover komme regelmæssigt til kontrol. I den forbindelse vil tandlægen også kontrollere og eventuelt justere din mundhygiejne.
Gennem de senere år har tandlæger forsøgt at indsætte implantater lige efter, at en tand er fjernet. Tandlæger har også forsøgt at sætte en bro på implantaterne lige efter, at de er indsat. Det lykkes også i de fleste tilfælde, men der er dog en øget risiko for, at noget går galt.
I hvert enkelt patienttilfælde vurderer tandlægen derfor de faktorer, som kan påvirke behandlingen. Ofte vælger tandlægerne at bruge den traditionelle behandlingsgang som beskrevet ovenfor, med mindre det er meget vigtigt, at tiden, fra tanden mistes, til den bliver erstattet, er kort.
Hvad kan gå galt med implantater?
I sjældne tilfælde kan det ske, at implantatet ikke vokser fast, eller at det ligefrem afstødes. Sker det, fjerner tandlægen implantatet i lokalbedøvelse med det samme. Hullet i kæben vokser sammen i løbet af nogle måneder, hvorefter tandlægen kan indsætte et nyt implantat på samme sted.
Ligesom der kan komme tandkødsbetændelse og paradentose ved naturlige tænder, kan der komme tandkødsbetændelse og partentose omkring implantater, som gør, at implantatets fæste mistes. Implantater skal derfor børstes og holdes rene ligesom almindelige tænder.
Ligeledes kan de nye tænder blive slidt, eller noget kan brække. Derfor er det også vigtigt, at både dine implantater samt kronen, broen eller protesen kontrolleres minimum hvert halve år. Så kan tandlægen ofte afhjælpe uheldige tilstande, før der sker for stor skade.
De seneste års undersøgelser viser, at ca. 95 procent af alle implantatbehandlinger stadig fungerer efter fem år.
Vidste du, ...
... at Bering Hus Tandlægerne også har et implantatcenter – nemlig Bering Hus Implantat & Kæbekirurgisk Klinik.