Revner i tænderne

Hvad er revner i tænderne?

Revner i tænderne kaldes dentininfraktion. Det er en revne i tandbenet inde under emaljen. Det kan give smerter i tænderne.

En revne i en tand kan drille både patienten og Bering Hus Tandlægerne i Horsens og Vamdrup. Det kan være svært at finde ud af, hvilken tand det er galt med. Revner i tandbenet må ikke forveksles med revner i emaljen, som man kan se på tændernes overflade.

Emaljerevner skal man ikke være bekymret for. De findes i næsten alle tænder og er oftest helt uden betydning.

Hvordan føles revner i tænderne?

Måske mærker du slet ikke, at du har en tand med en revne i tandbenet. Men når en revne i en tand begynder at gøre ondt, mærker du en let smerte, når du tygger sammen på noget hårdt eller sejt for eksempel en kerne i brød eller en karamel.

En revne i tænderne kan også gøre ondt, når du får noget koldt på den. Der kan gå uger eller måneder mellem, at smerten udløses, fordi du uvilkårligt tygger ”udenom” den dårlige tand. Det vil tit være svært for dig at udpege, hvilken tand, det drejer sig om.

Kan min tandlæge se revner i tænderne?

Nej, udefra ser tanden sund og rask ud. Der er ofte en fyldning i tanden, men tandlægen kan ikke se revnen, før fyldningen er fjernet – heller ikke på et røntgenbillede. Men en bidprøve med en særlig bidepind kan ofte afsløre hvilken tand, der har en revne.

Lykkes det ikke at finde revnen med bidepinden, kan det være nødvendigt, at du går hjem og tygger noget mere med den dårlige side. Hvis det gør for ondt, må tandlægen fjerne fyldningen i den mest mistænkte tand for at søge efter revnen i tanden.

2016-06-02-bering-hushorsens10491a

Kan revner i tænder gå væk af sig selv?

Nej, en revne i en tand kan aldrig gro sammen igen.

Hvorfor opstår revner i tænderne?

Der er flere årsager til, at tænderne kan revne. Først og fremmest skyldes revne i tand, at tænderne bliver svagere efter mange års hårdt arbejde. Man kan sige, at revner er en form for træthedsbrud i tanden.

Hvor opstår revner i tænderne?

Revner kommer der, hvor tanden er svagest. Som regel opstår revner i kindtænder, som er svækkede, fordi der har været hul (karies) i tanden. Jo større fyldningen er og jo mindre tand, der er tilbage, jo lettere kommer der en revne. I sjældne tilfælde ses revner i sunde, ubehandlede tænder.

Hvad sker der, hvis man ikke behandler smerter fra revner i tand?

Tandens nerve kan tage skade. Så nogle gange er det nødvendigt at rodbehandle din tand. Revner i tænder kan også føre til knækkede tænder. Hvis der kun brækker en lille del af tanden, kan den bygges op igen, men flækker tanden på langs, skal tanden trækkes ud.

Hvornår skal revner i tænderne behandles?

Mange mennesker går rundt med revner i tænderne helt uden at vide det og uden nogensinde at få problemer med dem. Men begynder tanden at gøre ondt, skal du kontakte Bering Hus Tandlægerne i Horsens og Vamdrup.

Hvordan kan tandlægen behandle revner i tænderne?

Når først tandlægen har lokaliseret revnen, skal tanden holdes sammen (stabiliseres), så revnen ikke giver sig, når du tygger. Har der kun været en lille fyldning i tanden, kan tandlægen forsøge at lime den sammen med en plastfyldning. Samtidig sliber tandlægen tyggefladen, så den svage del af tanden ikke belastes for hårdt.

Har der været en stor fyldning i tanden, eller er tanden kraftigt belastet ved tygning, er det nødvendigt at sætte noget rundt om tanden for at holde sammen på den. Det gøres bedst med en krone af for eksempel guld eller porcelæn.

Har tandnerven taget skade, skal tanden rodbehandles, før tandlægen udfører den endelige behandling. I enkelte tilfælde kan revner i tænderne være så uheldigt placeret, at tanden knækker på langs, måske endda midt i behandlingsforløbet. I de tilfælde er din tandlæge ved Bering Hus Tandlægerne i Horsens og Vamdrup nødt til at trække tanden ud.

Hvordan undgår man revner i tænderne?

Først og fremmest skal du undgå at få huller i tænderne. Revner i ubehandlede tænder ses meget sjældent. God mundhygiejne hjælper også med til, at gamle fyldninger holder længere. Udskiftning af fyldninger bør ske så sjældent som muligt, fordi der forsvinder lidt af tanden, hver gang en fyldning skiftes.

Har du meget store fyldninger i dine kindtænder, eller skærer du tænder, kan det være en god ide at få dem repareret med et stærkere materiale end sølv. Har du allerede revne i én tand, er du ofte disponeret for at få revner i andre tænder.

Behandlingen af revner i tænder kræver tålmodighed

Har du en revne i en tand, der gør ondt, må du have tålmodighed og indstille dig på, at behandlingen kan tage tid og være forbundet med både ubehag og omkostninger. Lyt til din tandlæge hos Bering Hus Tandlægerne og følg tandlægens råd.

 

Har du revner i tænderne? Så kontakt Bering Hus Tandlægerne i Horsens eller Vamdrup.